Er Jesus den eneste vej?

Det er et ærligt spørgsmål, og de fleste, der taster det ind, gør det ikke for at skændes. De spørger af omsorg. Hvordan kan en gud, der kaldes kærlig, udelukke mennesker på grund af, hvor de tilfældigvis er født? Hvad med dem, der aldrig har hørt om Jesus? Hvad med gode mennesker fra andre traditioner — muslimer, hinduer, buddhister, jøder, eller folk der ikke tror på noget som helst? Og hvad med dem, der nok har hørt om Jesus, men i en kirkelig ramme, der gjorde dem fortræd?

Det følgende forsøger ikke at haste et ja eller nej frem og gå videre. Det forklarer, hvad kristendommen — som én tradition med et bestemt svar — faktisk påstår, hvad den udtrykkeligt ikke påstår, og hvad indholdet i påstanden er. I et land som Danmark, hvor tolerance og lighed står højt, er det netop den slags eksklusiv påstand, mange finder frastødende — så det er værd at få præcist, hvad den går ud på.

Et par begreber først

Til læsere uden baggrund i kristendommen:

• Jesus fra Nazaret var en jødisk religiøs lærer, der levede i det første århundrede i det romersk besatte Palæstina. Kristendommen påstår derudover, at han også var Gud i menneskeskikkelse. Han blev henrettet af den romerske øvrighed omkring år 30 med en metode, der hedder korsfæstelse.
• Korset er den korte kristne betegnelse for den henrettelse.
• Opstandelsen er den kristne påstand om, at Jesus efter sin henrettelse blev set levende tre dage senere af flere navngivne vidner.
• Evangelierne er fire korte levnedsbeskrivelser af Jesus — Matthæus, Markus, Lukas og Johannes — skrevet af hans følgere i årtierne efter hans død.
• Paulus var en tidlig kristen leder, der skrev omkring en tredjedel af Det Nye Testamente.

Et kort, ærligt svar

Kristendommen påstår, at Jesus er den eneste vej. Men indholdet i den påstand er anderledes, end de fleste tror. Den handler ikke om et medlemskort til en religiøs klub, og den handler ikke om at have de rigtige meninger for at komme ind. Den handler om, hvad der skal til for at bygge bro over den faktiske kløft mellem mennesker og Gud — og det kristne svar er, at én bestemt person har gjort netop det.

At påstanden er eksklusiv, er sandt. Det, der gør den eksklusiv, er noget andet, end mange forventer.

Sætningen, det hele handler om

I et af evangelierne fortælles en scene, hvor Jesus siger til en af sine følgere, Thomas: "Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig." — hvor Faderen her er den måde, Jesus ifølge evangelierne omtaler Gud på.

Det er en høj påstand, og det nytter ikke at bortforklare den. Den er blevet læst som den kristne position i to tusind år. Det, der gør forskellen, er hvordan den læses.

En almindelig sekulær læsning er: Jesus siger, at han bestyrer himlens port, og at kun kristne slipper forbi. Det er ikke det, sætningen gør.

Forskellen mellem "vej" og "adgangskode"

Her ligger forskellen, mange overser. En adgangskode er noget, du skal kende og udtale for at komme ind. En vej er noget, du går på for at komme et sted hen. Påstanden er ikke du skal udtale navnet Jesus for at komme i himlen. Påstanden er, at det, Jesus gjorde — hans liv, hans død og det, kristne kalder opstandelsen — er det, der lukker kløften mellem mennesker og Gud.

Det er en vigtig sondring. Den åbner et rum, der altid har været i den kristne tradition, og som ofte forsvinder i sekulær gengivelse: muligheden for, at mennesker, der aldrig udtrykkeligt har hørt om Jesus, alligevel kan komme ind ved det, han gjorde.

Hvad traditionen selv har sagt om dem udenfor

Et par ting, teksterne selv rummer, og som har spillet en rolle, hver gang kristne har brydes med dette spørgsmål:

I et af evangelierne, lige efter åbningen, står der om den skikkelse, kristendommen identificerer som Jesus, at han er "det sande lys, som oplyser ethvert menneske." Ikke kun dem, der har hørt om ham. Ethvert menneske. Den kristne tradition har aldrig bortforklaret den formulering; den læses som, at Gud er virksom i menneskers liv på måder, de ikke altid selv genkender.

Paulus holdt ifølge Det Nye Testamente omkring år 50 en tale for en gruppe græske filosoffer i Athen. Han sagde der, at Gud havde indrettet det sådan, at mennesker kunne "famle sig frem til ham og finde ham, skønt han ikke er langt borte fra en eneste af os." Ordet famle er værd at bemærke — talen regner ikke med religiøse eksperter, men med søgende mennesker uden hele kortet.

Og i et af sine breve skriver Paulus, at mennesker, der aldrig har hørt hverken den jødiske lov eller det kristne budskab, alligevel kan vise lovens gerning skrevet i deres hjerte, idet deres samvittighed vidner med. Med andre ord: moralsk erkendelse er ikke forbeholdt dem, der har læst en hellig tekst.

Hvad kristendommen ikke siger

Det er værd at sige højt, fordi mange har fået det modsatte indtryk.

• Den siger ikke, at alle muslimer, hinduer, buddhister eller jøder står under fordømmelse på grund af deres fødested. En dom baseret på, hvor du er født, er ikke kristen lære.
• Den siger ikke, at kun mennesker, der udtrykkeligt har været kristne, kan reddes. Det er en snævrere påstand, end traditionen historisk har fremsat.
• Den påstår ikke, at andre traditioner blot taler vrøvl. Det, de siger om moral, om mening, om skønhed, om retfærdighed, rummer for kristendommen værdifuldt stof, som også findes hos andre. Det, påstanden går ud på, er, at genoprettelsen af forholdet til Gud sker specifikt ved det, Jesus gjorde.
• Den påstår ikke, at mennesker, der er blevet skadet af dårligt fungerende kirker, dermed er afskåret fra Gud. En stor del af Bibelen er kritik af netop dårligt fungerende religiøse fællesskaber.

Hvorfor så alligevel eksklusiv?

Det her er den del, der ofte er sværest for sekulære læsere, og den fortjener at blive behandlet ærligt. Kristendommen hævder ikke eksklusivitet af stædighed. Den hævder den, fordi påstanden følger direkte af, hvad den siger om Jesus.

Ræsonnementet er, forenklet: hvis Jesus virkelig var Gud i menneskeskikkelse, og hvis han virkelig døde og stod op — to historiske påstande, begge til at undersøge — så er det, der skete ved korset, unikt i sin art. Det kan ikke være gentaget på flere måder af forskellige traditioner. Det er én begivenhed med én følge.

Det er en anden slags eksklusivitet end "kun vores klub kommer ind." Det ligner mere "der er én person, der udførte indgrebet, og virkningen rækker ud til enhver, der forlader sig på det." Om den person udførte det påståede indgreb, afhænger af de historiske kendsgerninger — ikke af, hvor mange forskellige meninger der findes.

Hvad det betyder for mennesker fra andre traditioner

Kommer du hertil fra en muslimsk, hinduistisk, jødisk, buddhistisk eller sekulær baggrund: intet på denne side forsøger at karikere dit fællesskab eller afskrive dine moralske intuitioner som værdiløse. Den kristne tradition har historisk lært — nogle gange for sent — at meget af det, den værdsætter, også findes hos andre, og at mange uden for dens grænser har søgt Gud mere alvorligt end mange indenfor.

Det, den kristne påstand gør, er at lægge én bestemt historisk begivenhed frem som grundlaget for, at et menneske — uanset tradition — kan komme til Gud i virkeligheden. Den påstand står og falder med, om begivenheden er, hvad den siger sig at være. Det er noget, du kan undersøge.

Hvad så nu?

Kom du hertil med en konkret situation — en du holder af fra en anden tradition, din egen sammensatte baggrund, eller en indre kamp med, hvad det her ville betyde — kan du tale om det. Vores chat er gratis, privat og på dit eget sprog. Du starter den; du lukker den, når du vil.

Hvor dette står i Bibelen

• Johannes 14:6 — "jeg er vejen og sandheden og livet"
• Apostlenes Gerninger 4:12 — påstanden om, at frelsen ikke findes i nogen anden
• 1. Timotheus 2:5-6 — "én Gud og én formidler mellem Gud og mennesker"
• Johannes 1:9 — "det sande lys, som oplyser ethvert menneske"
• Apostlenes Gerninger 17:27 — "famle sig frem til ham … skønt han ikke er langt borte"
• Romerne 2:14-15 — om mennesker uden skreven lov, hvis samvittighed vidner med