Hvorfor mister jeg min tro?

Har du tastet det her ind, er der sandsynligvis noget bestemt på færde. Den tro, du voksede op med, passer ikke længere på det liv, du lever. Noget i det fællesskab, du var en del af, er galt — eller var det altid. En politisk eller moralsk kurs, din kristne kreds holder fast i, er blevet uspiselig for dig. Eller du har simpelthen opdaget, at de svar, du før fandt overbevisende, ikke længere er det.

Det følgende forsøger ikke at kalde dig tilbage eller overbevise dig om, at du tager fejl. Det forklarer, hvad dekonstruktion eller trostab betyder i vores tid, hvad det ifølge dem, der har været igennem det, faktisk er, og hvad kristendommen — som én tradition — konkret siger om processen.

Et par begreber først

Til læsere uden baggrund i kristendommen:

• Jesus fra Nazaret var en jødisk religiøs lærer, der levede i det første århundrede i det romersk besatte Palæstina. Kristendommen påstår derudover, at han også var Gud i menneskeskikkelse. Han blev henrettet af den romerske øvrighed omkring år 30.
• Evangelierne er fire korte levnedsbeskrivelser af Jesus — Matthæus, Markus, Lukas og Johannes — skrevet af hans følgere i årtierne efter hans død.
• Salmerne er en samling af 150 bønner og digte i Det Gamle Testamente.
• Profeter i den bibelske tradition var mennesker, der ifølge teksten bragte budskaber fra Gud, ofte i krisetider.

Hvad dekonstruktion egentlig er

Ordet dekonstruktion — brugt i religiøs forstand — betegner ikke én ting. Det bruges om flere processer, der ligner hinanden, men fører forskellige steder hen.

• Nogle reviderer bestemte dele af deres tro. En opfattelse af fortabelse, en politisk holdning i deres kirke, et syn på seksualitet, en bibeltolkning. Kernen bliver stående; det ydre flytter sig.
• Nogle forlader et bestemt fællesskab, men holder fast i de underliggende overbevisninger. De holder op med at komme i deres frikirke eller folkekirke, men beholder Jesus som centrum.
• Nogle skifter til en anden kristen form — fra et stramt miljø til noget mere stilfærdigt, eller omvendt.
• Nogle forlader kristendommen helt og ender agnostiske, ateistiske eller ved en anden tradition.

Alle fire kaldes i den aktuelle debat dekonstruktion, og det er forvirrende. Det, du oplever, kan være hvilken som helst af dem. Det er værd at få sagt til dig selv, hvilken proces der ligger tættest på, hvor du er.

Hvorfor det sker — nogle ærlige grunde

Mennesker mister eller reviderer deres tro af forskellige grunde, og de er ikke lige gode alle sammen.

Skade fra fællesskabet

Det her er ofte det tungeste. Manipulation, udelukkelse, magtmisbrug, autoritært lederskab, håndtering af skam på en måde, der ødelægger mennesker. For den, der har oplevet det, hænger at miste det, jeg troede ofte sammen med at overleve det, der blev gjort mod mig. Kristendommen selv — især i Jesu ord til religiøse funktionærer — er påfaldende hård mod netop den slags misbrug. Intet i traditionen kræver, at du bliver i et skadeligt fællesskab.

Intellektuel ærlighed

Nogle opdager, at svar, de fik som barn, ikke længere overbeviser. Spørgsmål om verdens oprindelse, om vold i Det Gamle Testamente, om lidelsens problem, om religiøs magtmisbrugs historie. At tage de spørgsmål alvorligt er ikke forræderi. Det er en form for at blive voksen. Kristendommen som intellektuel tradition rummer århundreder af sådanne spørgsmål — ikke alle svar er tilfredsstillende, men spørgsmålene er hverken nye eller forbudte.

Sammenstød med samvittigheden

Mange oplever en uforenelighed mellem det, deres kirkelige kreds lærer, og det, deres samvittighed siger — for eksempel om LGBT-personer, om kvinder, om politik, om rigdom og fattigdom. Valget mellem at følge sin samvittighed og miste fællesskabet eller at blive i fællesskabet og lukke munden på sin samvittighed er for nogle uholdbart. Det tab, der så indtræffer, er virkeligt.

Tab eller traume

Nogle gange er anledningen konkret og smertefuld. En, man elsker, dør. En bøn, der blev bedt i årevis, virker ubesvaret. Følelsen af Guds nærvær, der engang var der, er væk og kommer ikke tilbage. Man begynder at spørge, om det var virkeligt, og derefter, om det nogensinde var det.

Kulturelt klima

I et stærkt sekulært land som Danmark, hvor folkekirken for mange er kulturel snarere end personlig, er selve det at tro mere udsat end i samfund, hvor religion er socialt selvfølgeligt. Nogle mærker, at deres overbevisninger er mere under pres, end deres bedsteforældres nogensinde var — ikke fordi indholdet er svagere, men fordi omverdenen forudsætter noget helt andet.

Hvad Bibelen selv siger om trostab

Det her er måske den mest overraskende del. Bibelen er ikke en håndbog, der forbyder eller fordømmer trostab. Teksterne er fulde af mennesker, der stod midt i det.

Salme 73

En salme, hvor den, der taler, åbent siger, at hans fod var lige ved at glide, at hans tillid var tæt på at briste, og at han ikke længere kunne se, hvad hans års troskab mod Gud havde givet, mens folk der intet havde med Gud at gøre havde det godt. Den bliver ikke bortforklaret. Den står der, i Israels officielle sangbog, som et billede af, hvordan en troende kan komme igennem sådan en fase — eller lade være.

Habakkuk

En profet, der åbner sin bog med ren klage og slutter den med en slags genfunden tillid — ikke fordi hans omstændigheder har ændret sig, men fordi han har fundet noget i sig selv igen. Krisen bliver ikke benægtet. Den bliver gennemlevet.

Jeremias

En profet, der på et sted i sin bog udtrykkeligt anklager Gud: "du overtalte mig, Herre, og jeg lod mig overtale. Du blev for stærk for mig, og du vandt. Jeg er til grin hele dagen." Det er et menneske, der siger, at han blev hvervet på falske forudsætninger. Teksten står i Bibelen uden kommentar.

Manden med den syge søn

En far, der ifølge evangelieberetningen siger til Jesus: "Jeg tror, hjælp min vantro!" Det, Jesus så gør, er ikke at sende ham væk. Han hjælper ham. Kristendommen har aldrig klippet den samtale ud.

Peters spørgsmål

I en senere scene, hvor mange af Jesu følgere er faldet fra, fordi hans lære blev for hård, spørger Jesus sin nærmeste kreds, om de også vil gå. En af dem, Peter, svarer: "Herre, hvem skulle vi gå til? Du har det evige livs ord." Det er ikke et svar fuldt af visshed. Det er et svar fra en, der ikke har andre steder at gå hen, og som bliver — ikke fordi det hele hænger logisk sammen, men fordi alternativet er tommere.

Hvad det ikke betyder

Det er værd at sige, hvad der ikke er ment.

• "Alle, der dekonstruerer, ender af sig selv tilbage ved troen." Ikke sandt. Nogle ender et andet sted. Processen er ikke forudsigelig.
• "Du skal blive i det samme fællesskab og vente på, at det går over." For den, der sidder i en skadelig sammenhæng, er det dårligt råd. Nogle gange er det at gå beskyttelse, ikke svigt.
• "Ærlig tvivl er det samme som synd." Det er en lære, der cirkulerer i nogle kredse, men som Bibelen selv — givet hvad den rummer — ikke bakker op.

Hvad kristendommen faktisk siger her

Nogle ting, traditionen historisk har sagt om mennesker midt i den her proces:

• Forandring hører til det at modnes i tro, ikke nødvendigvis til at miste den. Mange, der senere i livet stadig er kristne, har i en mellemfase måttet slippe det, de fik med som børn.
• Fællesskabet er ikke det samme som troens indhold. Et fællesskab kan være forgiftet, uden at den centrale påstand dermed er ugyldig. Det er svært at skille ad, når man lige er blevet skadet. Men det er muligt.
• Ærlige spørgsmål får ærlige svar — eller en ærlig indrømmelse af, at svaret ikke er der. Mange store kristne tænkere har ladet store spørgsmål stå åbne uden at falde fra.
• Tvivl og tro kan bo sammen. Det er ingen selvmodsigelse. Evangelieberetningerne viser det selv.

Et par konkrete anbefalinger

Ikke færdige svar — men nogle ting, der oftere end ikke har hjulpet mennesker igennem:

• Sig til dig selv, hvilken form for dekonstruktion du er i. De fire former ovenfor har forskellige udfald og kalder på forskellige næste skridt.
• Skil fællesskabet fra indholdet. Det, du mødte i en bestemt kirkelig kreds, er ikke det samme som det, kristendommen som helhed påstår. Det er ikke en formildelse af det, du blev udsat for; det er en metodisk skelnen.
• Læs noget primært. Mange, der dekonstruerer, har i årevis læst fortolkninger af fortolkninger. Et evangelium læst direkte — for eksempel Markus på en enkelt aften — giver dig dit eget indtryk, fri af de filtre, du levede igennem.
• Find en, du kan være højt tænkende sammen med. Ikke for at blive overtalt, men for ikke at være alene med spørgsmålene. Nogle gange en ven, nogle gange en terapeut, nogle gange en fra en anden tradition, nogle gange en chatsamtale.

Hvad så nu?

Sidder du her og ikke ved, hvor du er på vej hen — om du stadig er kristen, om du vil være det, om du kan begynde forfra, eller ej — kan du tale om det. Vores chat er gratis, privat og på dit eget sprog. Ingen vil forsøge at kalde dig tilbage til noget, der blev gjort mod dig, og ingen vil dømme dig, fordi du spørger. Du starter den; du lukker den, når du vil.

Hvor dette står i Bibelen

• Markus 9:24 — "jeg tror, hjælp min vantro!"
• Salme 73:1-28 — en troende, der var lige ved at glide og ikke ved, hvad han skal stille op
• Habakkuk 1:2-4 — en profet, der udtrykkeligt anklager Gud over uret
• Jeremias 20:7-9 — "du overtalte mig, Herre"
• Matthæus 11:28-30 — Jesu invitation til mennesker, der er udmattede
• Johannes 6:67-69 — Peter, der bliver, ikke fordi han forstår alt, men fordi han ikke vil andet